Fagpersoner med pædagogiske opgaver

Supervision giver dig nye perspektiver
Supervision giver dig nye perspektiver

Martemeo-Imago tilbyder supervision og specialpædagogisk konsulentbistand, med udredning af børn og unge med handicap, udviklingsforstyrrelser og særlig sårbarhed.

Så hvis du / I:

  • oplever at være kørt fast i en opgave
  • oplever faglig usikkerhed eller er opgivende i forhold til en samspilsproblematik
  • oplever at det du / I gør ikke fremmer barnets udvikling og trivsel
  • oplever barnet/den unges adfærd som værende bekymrende eller problemskabende

kan det være hjælpsomt at få udredt både problematikker og muligheder. Jeg har arbejdet med udredning af samspilsproblematikker gennem en årrække, bl.a. for Videnscenter VISS og VISO, med gode resultater.
Udredningen omfatter det du / I ønsker hjælp til at få belyst. Det kan være gennemgang af sagens akter for at skabe overblik
over f.eks. diagnoser og tidligere undersøgelser, observationer og udviklingsbeskrivelse, undersøgelse af samspilskvalitet og
pædagogiske muligheder ud fra videooptagelser, afdækning af barnets/den unges behov for særlig udviklingsstøtte, skriftlig udredningsrapport, osv.

Supervision for fagpersoner med pædagogiske opgaver (individuelt eller i gruppe)

Supervision betyder “over-udsyn” og det at få supervision kan nære og styrke din faglige udvikling. Formålet med supervisionen er at åbne for flere eller nye perspektiver og at skabe klarhed på det, der fylder i dit arbejde. Gennem supervisionen får du hjælp til et fagligt overblik og hjælp til at finde nye forståelses- og handlemuligheder.
Det kan handle om at du er kørt fast i en sag, i relation til et barn – eller at du måske oplever at problemstillinger aktiverer personlige temaer i dig?
Supervisionen finder sted i et levende læringsmiljø med det formål at understøtte din faglighed og har fokus på kvalificering, specialisering og på videreudvikling af dine relationskompetencer.

Jeg tager udgangspunkt i en anerkendende tilgang bestående af, at vi alle som fagpersoner gør vores bedste ud fra vores aktuelle faglige viden, tænkning og forståelse af en sag.

Alle supervisionsforløb med fagpersoner indenfor pædagogiske professioner tager udgangspunkt i en relationel forståelsesramme, og supervisionen foregår derfor altid ud fra videooptagelser og ud fra en tænkning om, at problemer der opstår i samspillet, også bedst kan løses i samspillet.

Interaktionen på videosekvenser analyseres for at få et billede af kontakt og samspilskvalitet. Derudover undersøges hvilke udviklingsstøttende samspilsprincipper, den voksne praktiserer og hvilke der skal gøres mere ud af, med henblik på at støtte barnet/den unges sunde udvikling.
Barnets udviklingsbehov afdækkes og der arbejdes med at finde forståelsesrammer både i forhold til budskabet bag barnets adfærd og måder hvorpå barnets trivsel og mestring bedst kan understøttes.

Temadage vedr. marte meo metoden

Hvis I som personalegruppe har lyst til en faglig saltvandsindsprøjtning, der booster energi og arbejdsglæde, stiller jeg gerne op med oplæg til inspiration og med videoeksempler på hvordan udviklingsstøttende samspil kan praktiseres.

F.eks. 3 eller 6 timers oplæg med følgende indhold:

  • Marte meo metodens baggrund
  • Marte meo metodens metodik
  • Marte meo metodens muligheder – som redskab til at understøtte mestring,bryde mønstre og skabe forandringsprocesser, for eksempel i samspillet med børn/unge, der har handicap/udviklingsforstyrrelser.

Introduktionskurser vedr. marte meo metoden:

3 -5 hele dage efter ønske. Kurset henvender sig til alle, der ønsker at få indblik i Marte meo metoden og dens muligheder.

Indhold :

  • Marte meo metodens baggrund
  • Marte meo metodens metodik
  • Marte meo metodens muligheder – som redskab til at understøtte mestring, bryde mønstre og skabe forandringsprocesser, for eksempel i samspillet med børn/unge, der har handicap/udviklingsforstyrrelser.
  • Interaktionsanalyse i forhold til barnets udviklingsbehov.
  • Interaktionsanalyse i forhold til den voksnes kompetencer og udviklingsbehov.
  • Gennemgang af Marte meo principperne, ud fra videosekvenser.
  • Hvordan videooptagelser kan anvendes som redskab til at bryde negative samspilsmønstre og igangsætte en forandringsproces, der styrker udvikling og trivsel.

Der vil blive vist eksempler på konkrete udviklingsstøttende forløb fra praksis, ligesom I kan få mulighed for at arbejde med jeres egne videooptagelser.