Parterapi ud fra Imago metoden

GettyImages_107592669En mulighed for at finde tilbage og nå hinanden – igen…

Når vi er forelskede ser fremtiden med vores partner enkel og selvfølgelig ud. Vi har mødt en vidunderlig person…vores liv er fyldt med glæde og håb…nærmest alt er muligt og den fælles fremtid tegner lys og lykkelig – vi er nærmest i en magisk tilstand.

MEN – når magien slipper op og når forholdet måske begynder at udvikle sig i en faretruende retning, er dette for de fleste forbundet med en følelse af tab af den vidunderlige følelse af samhørighed, vi tidligere oplevede at kunne have med hinanden.
Vi er nået til et andet sted på den fælles rejse med hinanden, hvor livet sammen i stedet kan være blevet fyldt af magtkampe, kritik, bebrejdelser og tilbagevendende konflikter.

Det er et svært sted at være og derfor vælger vi måske at vores partner ikke er den rette for os – og vender os muligvis væk for at finde kærligheden et andet sted.

Afstand og ensomhed

Hvis I som par kender til lignende oplevelser af afstand og ensomhed i parforholdet, konfliktfyldt samspil og magtkampe – eller hvis I er nået til overvejelser omkring skilsmisse eller eventuelt har været ude i utroskab, vil Imago parterapi være en mulighed for at ændre på parforholdet og finde tilbage på sporet igen – sammen – uanset hvor håbløst det kan se ud !

Det er muligt at forandre en fastlåst situation og genvinde trygheden og livfuldheden i jeres forhold. Imago terapi kan gøre en stor og mærkbar forskel i denne proces, hvad enten I ønsker at arbejde med de daglige eller mere grundlæggende udfordringer. Vi ved jo godt, at det både er krævende og kompliceret at få et parforhold til at fungere og holde sig varmt i længden. Og ofte ved vi ikke hvad der skal til, for at bryde negative mønstre og vende den faretruende udvikling.

I Imago relationsterapi handler det ikke bare om at reparere på parforholdet, men i stedet om at arbejde med at møde de umødte behov, som begge partnere bærer på – og som er den egentlige og grundlæggende årsag til konflikter og afstand i parforholdet. Konflikter ses som muligheder for vækst, heling og udvikling. I terapiforløbet vil I opleve at lære hinanden at kende på nye og andre måder end tidligere.

Hvad er Imago terapi?

Filosofien bag Imago terapi er, at vi i forholdet til vores partner bliver mindet om hvordan vi i barndommen oplevede tilknytningen til vores forældre.
Vi forelsker os ubevidst i mennesker, som besidder karaktertræk og egenskaber, som vi selv har undertrykt eller ikke har fået mulighed for at udvikle. Netop derfor er parforholdet det optimale sted for heling, personlig vækst og udvikling i voksenlivet.

Selvom parforholdet af og til kan byde på smertefulde tilstande og perioder, rummer det samtidig muligheden for at arbejde henimod følelsen af dyb forbundethed. Imago terapi baner vej for at byde hinandens forskelligheder velkomne og giver nyt syn på- og indsigt i hinanden. Set i Imago perspektiv er parforholdet en fælles opdagelsesrejse, vi har med hinanden – fremfor et problem der skal løses.

Hvis I ønsker at arbejde med at opnå en fælles indsigt og forståelse for de særlige mønstre, som I sammen har skabt, kan det lade sig gøre at finde nye og bedre måder at reagere og handle på fremadrettet. Så hvis I vælger at give jeres parforhold en ny chance kan Imago terapi være jeres vej tilbage til et trygt parforhold – og en enestående mulighed for at få de varme følelser og nærheden til at blomstre …igen!

Jeg har også særdeles gode erfaringer med at anvende Imago terapi til at bearbejde konfliktfyldte familierelationer og til at genoprette afbrudt dialog mellem forældre og voksne børn.

Hvem kan have udbytte af Imago terapi?

Imago parterapi er som nævnt for par, der er kommet på afstand af hinanden i parforholdet:

  • par, der oplever tilbagevendende konfliktmønstre, som skaber afstand og dårlig stemning mellem jer
  • par, der oplever pres og stress i relationen
  • par, der ønsker mere nærhed og bedre kontakt med hinanden
  • par, der sommetider er i tvivl om I passer sammen
  • par, der vil forsøge at undgå en uønsket skilsmisse
  • par, der gerne vil videreudvikle en nær og betydningsfuld relation i retning mod et mere modent og bevidst parforhold

Hvordan foregår terapien?

Gennem terapien bliver I bevidste om jeres egen indflydelse på relationen og måden I påvirkes af hinanden på.
Som jeres terapeut er det min opgave at understøtte en proces, der skaber mulighed for at I bliver i stand til at heles og vokse, både som individer og som par. Denne proces foregår gennem dialoger, som er det vigtigste redskab i terapien. Det er dialogerne, der åbner for indsigt i partnerens verden, åbner op for forståelse for partnerens umødte behov og de længsler, der gemmer sig bag frustrationerne.

Gennem dialogerne arbejder vi henimod at genetablere en følelse af gensidig forståelse, empati, anerkendelse og kærlighed.
Det primære i dialogerne er altså at lære en ny måde at kommunikere på, så I kommer tilbage i kontakten med hinanden og finder nye og mere konstruktive veje til at komme videre.

I lærer ved hjælp af Imago dialogerne at lytte til hinanden uden at gå i forsvarsposition.
I vil opleve at føle jer hørt, forstået, mærke hinandens opmærksomhed og nærvær – og arbejde med anerkendelse og indføling overfor hinanden på et dybere niveau.

Den terapeutiske proces skaber mulighed for at få hjælp til at udtrykke sig klart og præcist, samt hjælp til at bryde uhensigtsmæssige mønstre og destruktive cirkler. I Imago parterapi ses på konflikter som muligheder for vækst, der forsøger at bryde igennem.

Lige der, hvor det er allersværest at være, ligger muligheden for ny læring, udvikling og heling – og muligheden for styrket trivsel både som individ og som par. Der åbnes for nye perspektiver og tages fat på at arbejde med konkrete frustrationer og adfærdsændringer, i en tryg ramme hvor jeg som terapeut vejleder jer og tager hånd om processen.

Såfremt I overvejer at gå fra hinanden kan terapien hjælpe jer til at afklare om det er den rette løsning.

I er meget velkomne til at kontakte mig for at høre nærmere.

Læs mere om Imago metoden her